Som ung medicinstuderende på Københavns Universitet i begyndelsen af 70’erne skrev jeg en harmdirrende protest mod, at studieelementet filosofikum skulle nedlægges. Jeg havde netop selv bestået filosofikum og opdaget, hvor spændende og brugbart ikke mindst idéhistorie var, selv om man beskæftigede sig med noget helt andet i sit studium.
Det var Anders Rytoft Mortensens (ARM) bekymrende artikel (13. juni) om kønsteoriundervisning på RUC, der fik mig til at tænke tilbage. De velformulerede studerende på RUC, som ARM interviewer, siger uden tøven: »Vi bliver jo nødt til at lære om disse ting (udvikling af køn, red.) ... når der lige pludselig kommer flere køn«. Et helt logisk argument. Men man fornemmer samtidig, at der ligger en fundamental mangel på supplerende/korrigerende indsigt i, hvad der faktuelt vides om bl.a. den genetiske styring af udviklingsprocessen fra ægcelle til individ – uanset om de mange forskellige køn måske postuleres som »sociale eller andre typer køn«. Manglen på inddragelse af biologisk viden i kønsteori er måske ikke så underlig, al den stund kønsteori som forskningsfelt øjensynlig er opstået og udviklet alene inden for en humanistisk fagramme. Men hvis den aktuelle humanistiske forskning om kønsteori kan bære, vil den kun blive styrket ved at blive holdt op mod den omfattende biologiske viden, der allerede er om emnet. Viser det sig, at den ikke kan bære, er ulykken ikke større, end at forsøget hermed er gjort, men fejlede. Præcis som det er sket og fortsat sker for utallige videnskabelige projekter verden over.
