Socialdemokraten Michael Vindfeldt skriver i Politiken om det kulturfjendske Folketing, inklusive sine egne partifæller. Ifølge ham svælger politikerne i popkultur, mens finkulturen ignoreres. Så en mere ligelig interesse samt økonomisk støtte burde tilsyneladende være løsningen på problemet. I forhold til denne diskussion mener jeg dog, at man bør grave et par spadestik tilbage i historien.
Som Michael Vindfeldt selv er inde på, blev kulturen »anset som endemålet for arbejderkampen«. Velfærdsstatens arkitekter så selve konstruktionen som en toleddet størrelse, hvor der efter skabelsen af den sociale velfærdsstat skulle etableres en ’åndelig’ velfærdsstat med store kulturpolitiske visioner. Statsminister H.C. Hansen ser velfærdsstaten som en »fremmarch mod lykkeligere livsvilkår«. Og Ivar Nørgaard, tidligere minister og min tidligere formand i Pensionisternes Samvirke, skriver i 1962: »Når det materiale ikke mere bliver det ene fornødne, er der gode muligheder for, at det kulturelle og det etiske får en større plads i tilværelsen. Politik vil da i stigende grad gå over fra at være en debat om økonomi til at blive en kulturdebat, og de økonomiske spørgsmål vil blive trængt i baggrunden til fordel for pædagogiske, psykologiske og alment kulturelle. Undervisningsministeriet og kulturministeriet vil blive mere betydningsfulde ministerier end finans- og økonomiministeriet«.
