Da min datter blev født, havde hun smukt sort hår ligesom sin far. Efter nogen tid faldt det sorte hår af og blev erstattet af en mere ’klassisk’ dansk leverpostejsfarve. I mine øjne er hun selvfølgelig lige smuk. Jeg har en drøm om, at hun engang får en lillebror. Og jeg har en drøm om, at han vil ligne sin chilenske far med sorte krøller og gyldenbrun hud. Men jeg har også en frygt for, hvilke konsekvenser det ville få for ham. For hvordan vil det være at vokse op i Danmark, når man er mørkere end gennemsnittet? Vil det være smart at kalde ham Carlos, eller vil det være nemmere for ham at hedde Carl? Kunne det være dejligt at bo på landet, eller er det tryggere at blive boende på Nørrebro?
Mine tvivl og tanker er luksusproblemer. Når vores datter taler spansk og dansk, ses det som virkelig flot, at hun kan tale to sprog, men når hendes veninde i gården taler tyrkisk og dansk, så er det ikke tosprogethed på den lækre eksotiske måde. Vores problematikker kan på ingen måde sammenlignes med, hvad brune danskere og især hvad den måske mest forhadte og diskriminerede person i Danmark, en muslim, oplever.
