Som organisator af ATdS (Arbeitstagung der Skandinavistik) i 2019 og som forkvinde for Fachverband für Skandinavistik i Tyskland vil jeg kommentere en række påstande fra Marianne Stidsen i den danske presse om vores konferencer og diskussionskultur.
Marianne Stidsen blev inviteret som keynote speaker til vores konference i september 2019 ved universitetet i Erlangen, fordi hun med sin bog ’Den ny mimesis: Virkelighedstolkningen i dansk og nordisk litteratur efter Anden Verdenskrig’ (2015) fremstod som en interessant og anerkendt repræsentant for dansk litteraturvidenskab. Da hun foreslog at tale om den nordiske #MeToo- debat, som hun lige havde udgivet en bog om, syntes det at være et interessant og aktuelt emne. Det var selvfølgelig forventet, at hun som foredragsholder i plenum ville præsentere en videnskabelig, analytisk-reflekterende fremstilling af den skandinaviske debat for et tysk publikum. Stidsen derimod opfattede øjensynlig foredraget som en platform til at reklamere for sin bog og sin personlige agenda.
