I 2017 gik jeg på ganske få timer fra velfungerende powermom til psykisk sammenbrudt, på grund af en belastningsreaktion. Min tilstand var af den kaliber, at jeg med den smule selverkendelse jeg havde tilbage, måtte ringe efter hjælp, og inden for 30 minutter stod der en psykiater og en sygeplejerske i min spisestue, og sådan startede mit møde med psykiatrien.
Nu, 5 år senere, er jeg for længst kommet ud på den anden side, efter en kyndig omgang terapi og lidt medicin. Min tid i psykiatrien har jeg rystet af mig og lært at bære med ansvarsfuld stolthed. Sandheden er nemlig, at hvis ikke jeg havde fået den hjælp, så ved jeg ikke, om jeg overhovedet havde været her i dag.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
