Jeg hader at mangle en tusch, når jeg skal tegne. At mangle en mand, når jeg skal kysse. Ligesom jeg hadede at mangle mad, da jeg som barn traskede rundt i det sydvestlige Grækenland, hvortil min mor var flygtet sammen med mine søskende og mig, og pengeforsendelsen via telegraf fra Danmark atter var slået fejl.
Hvad jeg derimod godt har kunnet undvære det meste af mit liv, har været min krop. Troede jeg. Indtil den dag, kroppen tog hævn.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.



