Børn og unges tilsyneladende reaktioner på isolation under coronakrisen afslører i det mindste tre dilemmaer: Hvor vigtigt de synes, det er at være sammen med kammeraterne, hvor lidt robuste de er, når modgangen melder sig, og hvor tilbøjelige voksne er til at sætte ganske alvorlige psykiske diagnoser på de unge generationer.
Børn og unge er på konstant udkig efter jævnaldrende, ja mange går ligefrem ’kolde’, når de ikke har social kontakt med andre. Vi kan fra vores barndom alle huske, at det var kedeligt, hvis der ikke var nogen at være sammen med. Men nu er det blevet sådan, at børn og unge er blevet for afhængige af kontakten til kammeraterne med den konsekvens, at de vender sig væk fra voksne og lever på ideen om, at uden gruppen er man ingenting.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

