Først under pandemien blev alderdom et livsafsnit, vi ivrigt diskuterer. Hos os blev omsorg for ældres liv for en stund en smuk lakmusprøve på socialt sammenhold og solidaritet. Men alderdom er aldrig bare et venteværelse. Siden antikken har fremragende filosoffer, alle mænd, i marginen af deres øvrige gerning også viet alderdommen opmærksomhed.
Der går den skønneste bue fra Ciceros lille bog ’De senectude’ – ’Om alderdom’, skrevet i 44 f.Kr., kort før den romerske statsmand og tænker blev myrdet af sine politiske fjender – frem til hans italienske landsmand, filosoffen Norberto Bobbios bog med nøjagtig samme latinske titel fra 1996.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

