I artiklen ’Vores kroppe er ikke ens. Og det er ikke snyd’ (Politiken, 1. august 2021) skriver Else Trangbæk og Søren Riiskjær om de udfordringer, der historisk har været for kvinder i olympisk sport. Sandt er det, at de olympiske leges stifter, Pierre de Coubertin, mente, at kvinder ikke skulle deltage, og derfor blev de forsøgt holdt ude af en række OL-discipliner. Det blev der heldigvis lavet om på, og piger og kvinder verden over kan derfor spejle sig i de kvindelige atleter, der i disse uger excellerer på højeste niveau.

Men grunden til, at de kan det, er, at vi har to kategorier for atleter: En for mænd og en for kvinder. Og de kategorier er ikke arbitrære, som Trangbæk og Riiskjær skriver. Uden den inddeling ville der ikke være kvinder i elitesport. Den enkeltstående faktor, der i præstationsmæssig henseende tydeligst adskiller mænd fra kvinder, er det mandelige kønshormon testosteron. Hormonet er ekstremt potent, og dets effekt på den mandelige fysiologi betyder, at der er 10-15 pct. forskel mellem de bedste kvinder og de bedste mænd i verden. Lørdag vandt jamaicanske Elaine Thompson-Herah kvindernes 100-meter-løb. Mens hendes olympiske rekordtid på 10,61 sekunder gør hende til den næsthurtigste kvinde i historien, har mere end 1.000 mænd i verden løbet hurtigere – bare i år.