I 2011 bosatte jeg mig i Tyrkiet for første gang. Den tyrkiske økonomi blomstrede som aldrig før. Tyrkiets kombination af politik og islam var lovprist verden rundt, og Erdoğan blev beskrevet som en rock’n’roll-superstjerne, der var på god fod med alle fra USA’s Bush til Irans Khamenei. Samme år var jeg via en bekendt inviteret med til AKP’s tiårsjubilæumsfest i udkanten af Ankara. Erdoğan holdt tale. Uden manuskript eller anden hjælp talte han i omtrent tre timer om, hvad AKP havde opnået på de 10 år. Nyt sundhedsvæsen, nye motorveje, hurtigtog, luksuriøse hoteller, flere arbejdspladser, stigende turisme, et forbedret uddannelsessystem. Erdogan havde elimineret oppositionen ved på bedste demokratisk vis at føre en politik til gavn for den brede del af befolkningen. Selvtilliden fascinerede alle. Også mig.

Men reformerne ebbede ud. I 2013, omtrent 10 år efter at Erdoğan var kommet til magten, begyndte hans politiske facon endegyldigt at ændre sig. Det blev tydeligt under de såkaldte Gezi-protester, som var den første synlige modstand mod regeringen. Protesterne gjorde Erdoğan forbavsende bange, i betragtning af at han stadigvæk havde et stort flertal bag sig, både i parlamentet og blandt befolkningen. Svaret fra hans side kender vi: En stigende politisk hetz mod modstandere fra politikere til studerende og journalister gennem politisk mobning, fyringer, varetægtsfængslinger og arrestationer. Frygten for at blive smidt på porten, som Erdoğan selv havde oplevet, da han i midt 1990’erne blev fængslet som Istanbuls borgmester, eller da de politiske partier, han var medlem af, blev lukket ned, når den sekulære stat følte sig truet, havde indhentet ham. Ekkoet gennem den tyrkiske historie præget af militærkup lød: »I morgen kan det være slut, og så er det definitivt slut, og derfor klamrer du dig til magten med alle de midler, som embedet giver dig«.