At blive udsat for tvang er en dybt grænseoverskridende oplevelse. Det kan være bæltefikseringer, fastholdelse eller beroligende medicin, som bliver givet med tvang. Tvang i psykiatrien sker oftest efter et forløb, som har været voldsomt. Især for patienten. Men også for personalet, der bruger tvang som sidste udvej, og som er fuldt bevidst om, at det kan skabe dybe kløfter i den tillid, som de arbejder på at opbygge til patienten.

Det var derfor et erklæret mål, at den samlede brug af tvang i psykiatrien skulle reduceres i perioden 2014-20. Desværre skete det modsatte. Den samlede brug af tvang steg.