Vi sidder på Aarhus Universitetshospital. Det er sommer, men alt er gråt. »Multiple prikker i begge lunger«, lyder beskeden fra en læge, hvis pædagogiske og kommunikative evner nogle nok ville betvivle.
Det er på dette tidspunkt to år siden, min far fik konstateret kræft, og to måneder siden, min mor døde. Min lillesøster og jeg sidder i det lille sterile rum og absorberer det faktum, at vores far måske følger med hende inden for kort tid. Sidenhen er det gået nogenlunde således: erklæret kræftfri, fået tilbagefald, blevet opereret, erklæret kræftfri, blevet opereret, modtaget kemoterapi, erklæret kræftfri, alvorligt tilbagefald. Vi er nu der i processen, hvor kræften har spredt sig så meget, at en operation ikke er mulig, og kun livsforlængende behandling er tilbage. Og hvad gør man så? Efter seks år i en konstant forhandling med døden? Man venter, og man sørger.
