Debatindlæg afAnne Vinther

Cand.scient.soc.

Samfundet overser den sorg, som mange bliver konfronteret med, inden de mister. Især børn og unge lider under ventesorgens hårde greb.

Ramt af ventesorg: Jeg ved, at min far er dødsmærket

Lyt til artiklen

Vi sidder på Aarhus Universitetshospital. Det er sommer, men alt er gråt. »Multiple prikker i begge lunger«, lyder beskeden fra en læge, hvis pædagogiske og kommunikative evner nogle nok ville betvivle.

Det er på dette tidspunkt to år siden, min far fik konstateret kræft, og to måneder siden, min mor døde. Min lillesøster og jeg sidder i det lille sterile rum og absorberer det faktum, at vores far måske følger med hende inden for kort tid. Sidenhen er det gået nogenlunde således: erklæret kræftfri, fået tilbagefald, blevet opereret, erklæret kræftfri, blevet opereret, modtaget kemoterapi, erklæret kræftfri, alvorligt tilbagefald. Vi er nu der i processen, hvor kræften har spredt sig så meget, at en operation ikke er mulig, og kun livsforlængende behandling er tilbage. Og hvad gør man så? Efter seks år i en konstant forhandling med døden? Man venter, og man sørger.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her