I samme øjeblik vi ruller omkring hjørnet på jordvejen gennem den tætte skov, rammer det mig: et deja-vu, for det her føles fuldstændig som dengang for længe siden på Guantánamo! Denne her skjulte lejr – her i Litauen, dybt inde mellem fyrretræernes mørke, lige her få hundrede meter fra grænselinjen mod Belarus – det her ligner præcis sådan en fantomzone, som amerikanerne har ovre på Cuba: et sort hul, en særlig verden uden for befolkningernes synsvidde, en fantomzone på linje med Guantánamo, hvor lov, jura, folkeret, moral og menneskelig anstændighed suges ind og forsvinder. Ganske som sorte huller ude i kosmos, hvor det heldigvis bare er stjerner, galakser, kosmisk stråling og lysenergi, der forsvinder i mørket for aldrig at blive set igen.
Men her i Nordeuropa foregår den slags altså nu i skovens dunkelhed, få hundrede meter fra den skarpt bevogtede grænse, det hele klos op ad det moderne jerntæppe, som nu deler vores kontinent. Og mit eget land er ivrigt involveret.
