I oktober 2016, under ét år efter at verden havde vedtaget klimaftalen i Paris, var jeg til World Energy Congress i Istanbul. De fire talere til åbningsceremonien var præsident Vladimir Putin fra Rusland, præsident Ilham Aliyev fra Aserbajdsjan, præsident Nicolas Maduro fra Venezuela og præsident Recep Tayyip Erdogan fra Tyrkiet. Det tog vel omkring 1,5 timer, og der blev kun sagt klima i en bisætning et par gange. I stedet handlede det om nye rørledninger, boringer og investeringer i fossile brændstoffer, energisamarbejde og energipriser.
Jeg kan huske, at jeg blev helt paf og tænkte, hov, der ramte jeg virkeligheden. For mens jeg og store dele af verden gik rundt i en klimaaftaleeufori, kørte den gigantiske motor, der pumpede fossile brændstoffer op af undergrunden ufortrødent videre.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
