Endnu en kvinde kom aldrig hjem fra byen. Kun halvanden måned inde i 2022 er 4 kvinder dræbt. Det er svært at finde ord for den rædsel, det vækker. Det er svært at finde mening, for det lader kun til, at der kan være én eneste forklaring. Endnu en kvinde er dræbt, fordi hun er en kvinde. Det vil aldrig ikke vække dyb sorg.
Det er svært at forestille sig det mareridt, pårørende til unge kvinder, der aldrig vender hjem, går igennem. Og endnu sværere at forestille sig det glødende helvede, der opstår, når pressen sætter ild til virkeligheden med intens dækning af forsvundne kære. Og dog: Vi udenforstående mærker også flammernes hede. Og vi er mange, der brænder os på hver eneste overskrift. Omtrent halvdelen af os virker på en måde til at være indviet i skærsilden. Vi mærker smerten. For det kunne have været os. Det kunne have været vores veninde, vores søster. Alle håber altid, at der ikke bliver en næste, men vi ved, at der bliver en næste. Vi er opdraget af selve frygten for at blive dén næste.
