Kan du huske de dage i puderummet, hvor man var i tvivl om, hvorvidt man havde hjernerystelse eller den bedste dag nogensinde? Hvornår druknede det i karakterer og mærkevaretøj kun for at erstattes af udviklingsmål og KPI’er? Kun for at opdage, at hvis det går for godt, bliver man smækket på landets avisforsider, som en snylter, fordi den jævne borger mener, man ikke betaler nok i skat. Bare spørg Lars Seier Christensen og Martin Thorborg.
Jeg mener, vores samfund hungrer efter flere af deres slags. Ikke fordi de er velhavende, men fordi de er deres egne. De har ingen akademisk uddannelse og har langtfra gjort det, som normerne forlangte af dem. De er rollemodeller for den ungdom, som forstiller sig. Og for hvem, egentlig? Den ungdom, hvor ingen fortæller historien om, at det er i orden at vælge – og vælge om. Den historie, som starter og slutter forvirret, som løber tør for SU-klip, fordi det tog tid at finde den rigtige hylde.
