Anna – det kalder vi hende for en sikkerheds skyld her – er en elegant, spinkel og aristokratisk udseende kvinde på 76 år, som, da vi mødte hende fysisk i Lviv for 3 år siden, glædestrålende meddelte os, at hun nu kunne tillade sig at håbe på en happy end efter et langt omskifteligt liv præget af krig, sult og terror.
Født i ruinerne af et ødelagt, frysende Leningrad lige efter krigen. Som lille pige øjenvidne til, at mænd fra KGB en nat hentede hendes far – han er aldrig set siden. Hun ved ikke, hvorfor de tog ham, ingen ved det. Og så har hun som medlem af en familie, der var klassificeret som ’fjender af folket’, overlevet sin barndom i en iskold, fugtig kælder, i mørke omgivet af affald og rotter. Sulten, nej, udhungret, gennem alle de år i 50’erne – den ugentlige madration bestod af otte kartofler. Rotterne opfattede hun som en slags små hunde, fortalte hun, da vi så mindeværdigt talte sammen på Annas Danseinstitut på første sal i en stille sidegade i det vidunderlige, snedækkede Lviv.
