Tagkonstruktionen i min fars hus kollapsede for et par måneder siden. Han ringede, lige efter at det var sket, og famlede efter ordene og følelserne. Halvdelen af taget lå ude i haven. Vinden tog stråene og førte dem ud over markerne. Det kom som et chok, men ikke som nogen overraskelse. Jeg havde for lang tid siden skrevet, at det ville ske, i min roman ’København, udateret’, som lige er udkommet. Efter at min far havde læst den, sagde han: Så må vi bare håbe, at resten ikke også bliver til virkelighed.
Forfaldet begyndte for mange år siden. Huset er ikke blevet kalket i et par årtier. Græsset i haven har ædt græsslåmaskinen, som aldrig blev stillet ind i laden, og planterne er kravlet op ad murene og ind ad havedøren, som man ikke kan lukke ordentligt, fordi karmen er blevet skæv over tid. På et tidspunkt faldt en del af loftet i bryggerset ned. Stråtaget er ikke blevet skiftet, siden jeg var barn, og kan ikke holde vandet ude længere. Rummene er fugtige, alt i huset lugter jordslået. Først lukkede far den ene stue, så den anden. Han måtte opgive badeværelset og soveværelset og rykkede ind på mit gamle værelse. Mit barndomshjem findes ikke længere, men far er blevet boende alligevel.
