Politiken har på det seneste dokumenteret adskillige uheldige eksempler på danske forskere, der er blevet udnyttet af kinesiske gæsteforskere, som har bedrevet industrispionage eller trukket vigtig viden hjem til militær anvendelse på deres universiteter i hjemlandet. På den baggrund er ’Udvalg om retningslinjer for internationalt forsknings- og innovationssamarbejde’ (Uris) blevet nedsat og har netop barslet med en rapport indeholdende en række anbefalinger. Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen har i den forbindelse annonceret et paradigmeskifte for dansk forskning. Da internationalt samarbejde og forskningsfrihed – bl.a. friheden i valg af samarbejdspartnere – er to grundsøjler for verdensklasseforskning, var det med en vis bæven, jeg læste rapporten.
Rapporten fremlægger en lang række nye bureaukratiske lag, som skal indføres på universiteterne for at sikre kontrol med forskernes internationale samarbejder. Det er umiddelbart svært at få øje på paradigmeskiftet. Det skulle lige være den nye sondring mellem ’ligesindede’ og ’ikkeligesindede’ lande, som dog ikke defineres nærmere. Man fornemmer konturerne af en verden delt skarpt op i venner og fjender, som forskerne nu må forholde sig til.
