Gaderne i det indre København er for tiden genstand for en sværm af sorte og hvide biler – som min toårige datter kalder balladebiler – der drøner rundt, gasser op og brænder dæk af. Chaufførerne og passagererne er hueklædte minoritetsdanskere, der netop er blevet studenter, og som hænger ud ad køretøjernes vinduer i – ser det ud til – intimt favntag med både fremtiden og døden. Korteger af ungdommelig lykkerus gennem en evig og fuldt fortjent sommer, der nok alligevel maks. varer en uge.

Nå ja, og så hujer de. Og dytter. Dytter i lange bange, dytter mod Christiansborg og magten og sig selv og os andre, men mest af alt, tror jeg, dytter de for deres venner. Dytter, indtil deres dythorn ikke har mere dyt i sig.