»Hvis madspild var et land, ville det være den tredjestørste kilde til drivhusgasser – næst efter USA og Kina«. »På verdensplan udgør spild af fødevarer cirka en tredjedel af alle varer produceret til konsum«. Disse eksempler er påstande, der forsøger at sætte madspildet i en forståelig ramme. Men når problemet er så omfangsrigt, som det politiske lag gør det til, og priser og tilgængeligheden på fødevarer i sig selv udgør en krise i øjeblikket, hvorfor bliver der så ikke gjort noget markant ved madspildet?
Om end bekæmpelsen af madspild ikke er ny kamp, er behovet for komme problemet til livs ikke blevet mindre ’hot’ af, at der det sidste års tid har fundet en generel prisstigning på fødevarer sted. Det har da også fået den danske fødevareminister op af stolen. Han har sat Københavns Universitet til at analysere på, hvordan vi kan spare på madbudgettet. Ministeriet har desuden lavet beregninger, der peger på, at en halvering af madspildet delvis kan afbøde for forhøjede udgifter.
