Når man som jeg oplever prioriteringen på sundhedsområdet fra et sengeafsnit i psykiatrien, håber man indimellem, at man i virkeligheden bare er vidne til et stykke galgenhumoristisk politisk satire. Desværre er det ikke tilfældet, og der er ikke meget at grine ad. Seneste eksempel er, at den fordobling i ambulante henvendelser, som børne- og ungdomspsykiatrien har oplevet den seneste årrække, ikke søges løst med flere resurser. I stedet er vi henvist til at løse problemet selv, hvilket sker ved at flytte midler internt fra det i forvejen ekstremt pressede voksenområde. Det er sådan, alvorlige og til tider livsfarlige resurseproblemer tilgås i psykiatrien i dag.
Prøv engang at forestille dig en tilsvarende historie fra fødegangen: Antallet af fødende under 18 år fordobles, hvilket vi løser ved at tage resurser fra fødende over 18 år: »Den er fin, Louise, nu har vi stillet diagnosen, og det viser sig, at du er gravid. Kom tilbage om halvandet år, så ser vi på det«.
