Man skulle have været minkavler, greb jeg mig selv i at tænke forleden. For paradoksalt nok blev det danskernes solidaritet med et erhverv, som gasser dyr holdt i bittesmå bure, der afslørede vores statsministers magtfuldkommenhed. Hvis samme grad af solidaritet gjaldt medmennesker med alvorlig sygdom og handikap, var Mette Frederiksens maske faldet for 10 år siden.
Personligt mødte jeg første gang Mette i 2011, da jeg stod ved begyndelsen af et arbejdsliv, som i kraft af muskelsvind ville blive anderledes end mine medstuderendes. Jeg kunne aldrig yde 37 ugentlige arbejdstimer, selv om jeg gerne ville. Det var pointen i mit oplæg i anledning af, at den daværende blå regering havde foreslået en ødelæggende reform af fleksjob og førtidspension. Indtil da havde fleksjob givet folk som mig mulighed for at bidrage på arbejdsmarkedet med det, vi nu kan. Vores arbejdspladser fik kompensation for de timer, vi ikke kunne levere sammenlignet med almindeligt ansatte, og selv fik vi nogenlunde almindelig løn for at arbejde alt, hvad vi kunne.
