Vi elsker fortællingen om den smukke døde kvinde. Hun skal gerne være ung, hvid og skrøbelig. Den porcelænsfarvede hud mod det dybrøde blod eller de blå læber sikrer vores opmærksomhed og vores empati i uhyggelig høj grad. Tv-serier, podcasts og bøger dyrker netop dette offer mere end noget andet. Og det er ikke noget nyt. Men det er et problem, fordi det opdrager os til kun at føle omsorg og medfølelse med det smukke offer. Kan du ikke leve op til det smalle skønhedsideal, fortjener du altså ikke vores sympati, synes den slags fortællinger at sige.

Krimien om den døde unge kvinder sætter ofte morderen i fokus og udpensler de grufulde detaljer uden respekt eller omsorg for ofre, eller fordi de mest populære historier fra virkelighedens såvel som fiktionens verden, oftest omhandler hvide ofre, der passer ind i et meget snævert og diskriminerende skønhedsideal. Det medvirker blandt andet til, at hvide piger og kvinder fremstår som specielt sårbare, og samtidig til, at andre problematikker ignoreres. For eksempel hvordan sexisme og racisme ofte er i samspil med hinanden.