Selv om jeg endnu ikke er fyldt 40, har jeg brugt meget tid på alvorlig sygdom. Jeg har siddet hos dødssyge venner med muskelsvind koblet til bippende apparater flere gange, end jeg har lyst til at tælle.
Derfor blev jeg ikke overrasket, da Etisk Råd i foråret advarede om en ’omsorgskrise’ i vores sundhedsvæsen. Jeg har for længst bemærket, at hospitalspersonale sjældent evner at tage svære snakke, rumme pårørende eller bare møde patienterne som mere end tal på en skærm.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
