Tak for ni års ansættelse i et fantastisk Opus-team, hvor vi behandler unge med psykoselidelser. Jeg har lært utrolig meget. Mest af mine kolleger og ikke mindst af patienterne selv. I mindre grad gennem kvalificeret undervisning, for det har der ikke været økonomi til, ligesom der ikke har været økonomi til kaffe, der var til at drikke. Eller til at reparere lyset på det fælles personale-/patienttoilet, som derfor gennem to måneder var lyst op af en improviseret løsning med en skrivebordslampe. Der var heller ikke økonomi til at reparere vandrørene i bygningen, selv efter at vi for tiende gang var mødt ind til en større vandpyt, som vi så måtte starte arbejdsdagen med at rydde op efter. Til gengæld var der årlige konkurrencer om innovative tiltag, der kunne understøtte FN’s verdensmål. Er der andre end mig, der finder dette paradoksalt?
Nu er der heller ikke råd til vores Office-pakke, som ellers har været et dagligt værdsat arbejdsredskab, der desværre ikke kan erstattes af regionens helt store satsning, den famøse Sundhedsplatform. Denne formår nemlig hverken at tilbyde tekstbehandling, diasshow til vores undervisning eller at administrere ventelisterne til vores hårdt pressede interne gruppeforløb. Ja, og så har jeg heller ikke nævnt, at ni års tro tjeneste lønner sig ved fornøjelsen og ikke ved lønudvikling.
