Det er ganske påfaldende, at regeringen har været så længe om at støtte en hurtig undersøgelse af baggrunden for spionchef Lars Findsens hjemsendelse, anholdelse, varetægtsfængsling og tiltale. For det er almindelig kendt, at beviser udviskes – eller helt forsvinder – i takt med at tiden går. Det gælder særligt forklaringer. For vi kender alle, at det er lettere at huske det, vi oplevede i går, end at forklare om, hvad der skete til en fest, vi var til for længe siden. At beviser forsvinder over tid, bruges også normalt af skiftende regeringer som en – forståelig – forklaring på at prioritere de sager, som fra tid til en anden får politisk fokus, fordi der er stemmer i at prioritere dem. Det gælder f.eks. de såkaldte VVV-sager (vold, våben og voldtægt). I dag er der politisk bestemte mål for, hvor hurtigt sagerne om vold, våben og voldtægt skal behandles i retssystemet, mens sager om civile søgsmål må vente længe på en plads i rettens kalender.
Det siger sig selv, at netop forklaringer normalt vil indgå som en del af kernebeviset ved afgørelse af, om en hjemsendelse var berettiget. Hvad har kolleger og samarbejdspartnere oplevet med sagens hovedperson?
