Indførelsen af behandlingsgarantien tog sit udgangspunkt i ventetid på behandling og ikke i patienternes behandlingsbehov. Dermed blev svaret på øgede ventelister et øget antal henvisninger til privathospitaler. Det medførte øget aktivitet på privathospitaler og derfor også et øget behov for sundhedsfagligt personale. Personalet blev rekrutteret fra det offentlige sundhedsvæsen. Så blev kapaciteten presset på de offentlige hospitaler, hvilket medførte øgede ventetider på undersøgelser og behandlinger på de offentlige sygehuse. Konsekvensen heraf blev, at endnu flere patienter måtte henvises til privathospitalerne, der så havde behov for at rekruttere endnu flere sundhedsfaglige medarbejdere fra det offentlige sygehusvæsen. Den øgede mangel på især sygeplejersker i det offentlige sygehusvæsen førte til yderligere forlængelse af ventelisterne, hvilket igen medførte flere henvisninger til private hospitaler. Dødsspiralen i sygehusvæsenet er i hastig acceleration.
Er det bare et udryk for, at ressourcerne bliver udnyttet optimalt, eller er det et reelt problem? Og er det ikke ligegyldigt for patienterne, om de bliver behandlet det ene eller andet sted. Begge steder møder de personale med samme baggrund – ja, ofte endda de samme mennesker.
