Meldingen var klar, da jeg som 19-årig stiftede bekendtskab med psykiatrien. »Vi kan desværre ikke tilbyde dig et forløb her«, lød det.
Jeg var havnet i psykiatrien, fordi alle andre muligheder allerede var afprøvet. Jeg havde været tilknyttet et psykologisk center, hvor kommunen havde bevilget et forløb. Jeg havde prøvet kræfter med privatpraktiserende psykologer, som min læge havde henvist mig til. Begge steder var jeg blevet mødt med nogenlunde samme ordlyd: »Vi kan ikke hjælpe dig«.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
