Min mor, Lea Herdal, døde 67 år gammel i sommer. Et helt liv var hun noget for alle andre end sig selv. Hendes politiske liv handlede om dem, der var svagest og ikke har en stærk stemme i samfundet: børnene, flygtningene, de fattige og udsatte mennesker i Danmark.
Hun var et politisk fyrtårn i Nordsjælland, respekteret og afholdt af mennesker fra alle partier og alle samfundslag for sit klare udsyn, sit humanistiske mod og sin afvisning af dogmer, ideologi og floskler, som står i vejen løsninger på reelle problemer. I de sidste år af sit liv var hun medlem af Radikale Venstre. Og jeg frygter, at hun snart kommer til at rotere i sin grav.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

