Hvis du går forbi det lille hjørne af botanisk have, hvor kaprifolien og klematissen hænger ned og danner en lille hule, så ser du måske en ung pige sidde og spise sin frokost. Hun sidder alene, men du skal ikke gå hen til hende. Hun er ikke ked af det. Ikke ensom. Ikke alene. Faktisk har hun sjældent haft det bedre. Jeg ved det, for pigen er mig, og det er min frokostpause, der selvvalgt foregår langt væk fra mine kollegaers.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
