I de seneste fem måneder har jeg turneret København rundt med klapvogn og smoothieposer på barsel med mit barn. Det har været vidunderligt, hårdt og lærerigt at se mit barn vokse sammen med sin by, fra hovedbibliotekets nu velkendte tumlebogstaver til lyden af fuglene i Søndermarkens kastanjetræer. Men det har også tydeliggjort, at vi godt et halvt år efter indførslen af øremærket barsel til fædre fortsat har lang vej igen i samtalen om fædres omsorgsarbejde.
Ligesom for de fleste andre fædre begyndte mit forhold til barslen allerede før fødslen. Hvor min partners barsel blev betragtet som en selvfølge, blev jeg af både jordemoder og sundhedsplejersker ofte mindet om vigtigheden af at »investere i tid med mit barn«. Der er som sådan intet i vejen i at tilskynde fædre til at tage mere aktiv del i omsorgsarbejdet. I tiden op til at den øremærkede barsel trådte i kraft, lød barslen for over halvdelen af danske fædre på under to uger. Det var snarere den økonomiske metaforik, jeg slog mig på: ideen om barslen som en investering, en mulighed, en tilknytningsaktie med udbytte resten af livet. Da jeg i månederne op til og efter fødslen af vores barn fortalte andre om vores barselsplaner, fortsatte de opmuntrende kommentarer. »Hvor er det godt, du gør det!«, lød det, gerne efterfulgt af det beroligende indskud, at jeg jo fik ham i de sjove måneder.
