Krisernes tid er over os. I regeringsgrundlaget tales der om sikkerheds-, energi-, klima-, trivsels- og demografiske kriser. Samtidig slås det fast, at »kriserne griber ind i hinanden. Og forstærker hinanden«.
Selv om de grundlæggende problemer, som regeringsgrundlaget remser op, er reelle, er netop kriseretorikken interessant. Krisen kalder nemlig på, at eliter tør træffe upopulære beslutninger på baggrund af deres større indsigt og ekspertise. Samtidig lægger krisebegrebet op til, at man har et system, der skal reformeres, men grundlæggende kan bevares. Men der er ikke noget, der tyder på, at hverken klima, ulighed eller mangel på demokratisk legitimitet er forbigående kriser i vores samfund. De er indbyggende systemfejl, der ikke går over.
