Måske ser vi for vores indre blik bag midsommerstangen det, vi kender; vi ser sankthansbålet skinne i den lyse nat, vi ser flammerne slikke den blanke himmel. Vi ser flammerne holde det onde væk, vi brænder det af, det onde, vi står renset tilbage, klar til resten af året. Men tiden har forandret sig, klimaet har forandret sig. Det er ikke noget, der vil ske, det er noget, der sker. Tørken er her, skoven er knastør, klitterne er knastørre, haverne er knastørre. Alt knitrer allerede, vi kan ikke også lade flammerne knitre, vi må gøre noget andet.

Da afbrændingsforbuddet blev en realitet, mødtes vi i arrangørgruppen bag mit lokale sankthansbål for at finde et alternativ. Det var aldrig på tale at aflyse, for vi hæger om vores traditioner i dette land, det betyder noget for, hvem vi er; vi lever i et land, hvor årstiderne inddeler året, og vi hylder vores årstider ved at fejre dem; sankthansaften fejrer vi solen og lyset og sommeren. Det er den årstid, vi kan længes efter resten af året, og selvfølgelig skal den fejres. Jeg havde et forslag om at lave en fontæne af havvand med tøris og lysshow, tøris, tænkte jeg, fordi det er indfanget CO₂, og det er noget, vi skal til at gøre. Men andre havde en bedre idé: at rejse en midsommerstang, som man har gjort i Norden siden 1400-tallet; mindre i Danmark end i vores nabolande, i Danmark har vi foretrukket bålet og heksen, hvem ved, måske har vi bedre kendskab til trolddom end vores nabolande.