Som student havde jeg rimelig gode karakter. Gode nok til at jeg ikke skulle bekymre mig for meget om, hvilken videregående uddannelse eller universitet jeg ville på bagefter. Derfor var der var en naturlig opfattelse – både hos min studievejleder, lærere og venner – om, at jeg selvfølgelig skulle på universitetet. Ligesom alle de andre, der havde fine karakterer.
For gymnasiet og videregående uddannelser var jo for dem med gode hjerner og gode karakterer. Mens erhvervsuddannelserne kun var noget for ’drenge, der havde for meget krudt i røven’.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


