Klokken er 7.10. Jeg drejer nøglen, og den sagte brummen fra bilens motor stiger til vejrs. 53 kilometer og 58 minutter. Gps’en taler sit tydelige sprog: Der er langt fra landsbyen Ballum på Sønderjyllands vestkyst til studiebyen Aabenraa i øst.
Alligevel tager jeg turen. Jeg drømmer om at trække den hvide kittel over hovedet. Jeg drømmer om at blive en af dem med de varme hænder. De varme hænder, der tilsyneladende er en eftertragtet vare i en presset dansk velfærdsstat. En velfærdsstat, som må spejde langt efter studerende på de mest vitale uddannelser, alt imens dens ansatte i børnehaver og på sygehuse skriger på hjælp.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


