Min farmor skriver ofte dramatiske beskeder i vores familiechat, faktisk alle steder – så meget, at hun engang fik sin profil blokeret af Facebook. Det var derfor med en vis ’okay, hvad ævler du nu om?’-attitude, jeg lørdag vågnede til en besked om, at Hamas-soldater kørte rundt i israelske gader. Men den var god nok.
Nu er 300.000 reservesoldater blevet indkaldt. Tre i min familie er blandt dem. Unge på min alder, nygifte, i gang med karriere og uddannelse. Hver dag beder jeg til den gud, jeg ikke tror på, om, at krigen ikke eskalerer yderligere. Og om, at hvis den gør, er det ikke dem, der bliver sendt ind i Gaza. Og i de mere desperate øjeblikke, hvis det er dem, der bliver sendt ind, om, at kuglerne må ramme ved siden af, vel vidende at de så nok rammer nogle andre.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


