’Mor, det er 9. december, og vi har stadig ikke set skyggen af nissen. Den har slet ikke lavet løjer eller noget, gad vide om den overhovedet kommer i år?«. Min 8-årige dreng så for et år siden på mig med nedslåede og dog forventningsfulde øjne, måske med et håb om, at hans ønske snart ville gå i opfyldelse. Jeg kiggede ned og sagde trøstende »ja, vi må da håbe, den snart flytter ind«.
Som dagene gik, og nissen ikke flyttede ind, blev jeg mere og mere presset over, at jeg var i gang med markant at skuffe mit barn og slukke en potentiel juleglæde, før den overhovedet var tændt. Kun forventningens glæde levede i bedste velgående, og jeg stod med lyseslukkeren i hånden. Jeg orkede det simpelthen ikke, tænkte jeg for mig selv. Jeg orker ikke at finde på små løjer og rydde op efter havregryn i tandkruset bagefter. Jeg orker ikke at tage i City 2 og købe chokoladejulemænd og lægge dem i vinterstøvlerne. Jeg orker faktisk ikke den leg. Og hvor gad jeg godt være den mor, der bare synes, at det er vidunderligt at lege. At være den mor, som ville prioritere at glæde sit barn på den måde. At være den mor, som imødekom forventningens glæde. Og den mor var jeg ikke lige der. Øv.
