Som forskere med interesse i dansk børnepolitik interesserer vi os blandt andet for, hvordan nogle forhold i børns hverdagsliv bliver politisk relevante problemstillinger og dermed bliver nogle, man fra politisk hold søger at håndtere og finde løsninger på.
Det er interessant at se nærmere på, hvordan børns stemmer og udsagn i nogle perioder har fået en plads i det børnepolitiske arbejde, f.eks. når børns udsagn anvendes af politikerne som led i politiske forhandlinger. Mens det i andre perioder er ganske svært foreneligt med den politiske diskurs at inddrage børns erfaringer og synspunkter. Vi mener, at samspillet mellem det ’at spørge børn’ og det ’at lytte til børn’ med fordel kan få større opmærksomhed. Det er nemt at spørge, men det kan være svært at lytte – især når børnene fortæller os noget, vi enten ikke vil eller formår at gøre ret meget ved.
