Jeg har de seneste to år hver dag fået at vide, at jeg skal passe på mig selv. Hvordan gør man det, når det, der giver én glæde i livet, er, at man bruger de fleste af sine vågne timer på at forbedre vilkår for udsatte børn og unge, har et studiejob og samtidig studerer? Jeg kan fortælle, at det kan man holde ud til et vis punkt, indtil man knækker psyken.
Jeg har netop aftalt med studievejledningen på mit universitet, at jeg forlænger min kandidatuddannelse med et halvt år. Jeg kunne ånde lettet op. Det har været svært at komme til den erkendelse, at jeg egentlig har stress, og at det er okay at forlænge sin uddannelse. Det havde jeg aldrig forestillet mig at skulle gøre, men det gør og kan jeg, fordi det er muligt for mig at bruge mit sjette SU-år. Jeg skal simpelthen ikke acceptere en hverdag, hvor jeg ikke kan huske ting, glemmer hurtigt, ikke kan trække vejret ned i maven, får angst, ikke sover om natten og har summen i armene. Sådan skal man ikke leve sit liv i hverdagens hamsterhjul.
