Forfatteren Glenn Bech har en jammerkommode, som han spiller på i døgndrift, og publikum er der åbenbart meget af, for medierne åbner sig villigt for hans højlydte klagesang over, at Danmark er et klassesamfund, der undertrykker mennesker fra underklassen, og at børn af kendisser har lettere ved at gøre karriere i kulturlivet end alle andre (Pol. 14.12.). Jeg ved ikke, hvem der skal have dårlig samvittighed over det, og jeg ved heller ikke, om han har ret. Mit eget livsforløb modsiger ham i det mindste.
Jeg er født og opvokset i meget nøjsomme kår på en ensomt beliggende hedegård i det yderste Vestjylland, hvor børnearbejde var almindeligt, skolegang var reguleret af en skolelov fra 1814, og hvor Indre Mission var den dominerende åndsretning, men jeg har dog haft en pæn karriere som redaktør af landsdækkende tidsskrifter, som programmedarbejder og redaktør på P1, som forfatter med mange års tilknytning til Gyldendal, som anmelder i ledende dagblade, som formand og bestyrelsesmedlem i Dansk Forfatterforening, i Dansk Kunstnerråd og meget mere, så jeg har ikke noget at klage over, og det gør jeg da heller ikke.
