Her et stykke inde i det nye år tænker jeg stadig på statsministerens nytårstale. Den er blevet fremhævet af mange af mine ligesindede som noget ganske særligt, og familie og venner har også med tilbageholdt åndedrag spurgt mig, hvad jeg synes om den. I spørgsmålet hører jeg et lille implicit håb om, at jeg ville ringe op til fertilitetsklinikken og endnu en gang lægge mine æg og krop i deres hænder. Men denne gang inden for en endnu strammere tidsramme, for jeg har, hvis jeg gav mig i kast med det, under to år til at realisere det projekt, før jeg i henhold til lovgivningen er for gammel til at blive mor, med hjælp fra det offentlige sundhedssystem, vel at mærke. Anderledes ser det ud i det private, der er man ung og moden længere, og æggenes holdbarhedsfrist er helt ind til det fyldte 46. år, og først herefter er det slut med behandlinger.
For de fleste af os har det ikke været forbundet med stjernestøv at få prædikatet infertil, men statsministeren formåede at hype denne status, da hun udvalgte ti kendte danskere til at komme på Marienborg og give deres besyv med i forhold til forbedring af den offentlige fertilitetsbehandling. Først skal der gives en cadeau for at ville lytte og handle, men hvor ville det egentlig have klædt panelet med en helt almindelig hverdagsdansker iblandt, som faktisk havde gennemgået det offentlige sundhedssystems fertilitetsbehandlinger. Det klinger noget hult, når de interviewede fravalgte det offentlige til fordel for behandling i det private, da de følte, at tiden var imod dem. Et vilkår, som mange af os kan nikke bekræftende til, men som ikke er noget, vi alle har mulighed for at betale os fra.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
