Natten inden min far, Ronald Reagan, døde, lyttede jeg til hans åndedrag – anstrengt, svagt. Det mindede slet ikke om den atletiske mand, der kunne lide at ride, satte hegn op på sin ranch, konstruerede forhindringer til spring med heste af gamle telefonpæle, skar buske ned langs ridestierne. Eller den mand, der hævede sin røst mod en mørk himmel og sagde: »Hr. Gorbatjov, riv denne mur ned«.
Tiden og historien forskubbede sig i mine tanker, fjerne minder blandede sig med mere nutidige hændelser – de 10 år, hvor han rejste ind i alzheimerens tågede verden, og jeg blev fast besluttet på at forlade de barnlige bebrejdelsers nedtrampede stier og bane nye veje. For at sige det ligeud havde jeg indset, at det gjaldt om at blive voksen i en fandens fart.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
