Jeg havde en opfattelse af, at vi i det 21. århundrede havde gjort os fri af ideen om det perfekte parforhold. Jeg er 25 år, single og under uddannelse. Der sker meget i 20’erne. Men uanset hvor mange store spørgsmål, der er oppe og vende, så er der ét, der er altdominerende: Og det er det, der handler om kærligheden.
Det er dét, jeg får flest spørgsmål om. Og det, jeg oplever mest undren over, når jeg svarer, at jeg altså ikke leder efter en kæreste.
Som min ven, der forleden sagde: »Du leder ikke, men du vil jo gerne finde en kæreste, ikke?«
»Nej, hvis jeg ville finde en, ville det betyde, at jeg ledte, og det gør jeg ikke« svarede jeg.
Jeg vil da gerne møde en, der udfordrer, inspirerer og opsluger mig med beruset kærlighed, men det skal da ikke bare være for at blive kærester. Måske er mit ønske et, jeg er alene med? Det kan hvert fald føles sådan i vores samfund nogle gange.
Vi er stadig hængt op på fortidens konstruktioner af ideelle parforhold og levemåder i dagens samfund. Selv når man finder et forhold, virker det til, at det er i så faste og normaliserede rammer, at man dårligt nok kan trække vejret i det. Når man har et samfund med så høj en skilsmisserate, og hvor utroskab og livskrise nærmest går hånd i hånd, hvorfor så tilstræbe disse faste rammer og måder at være i forhold på? Når man ser historisk på det, har det da aldrig været noget at hige efter. Arrangerede ægteskaber, kvinder uden stemme, og ikke at kunne elske den, man ville. Trods fejlslåede statistikker på ægteskab er der stadig en forældet social konstruktion af parforhold, der gennemsyrer dagens samfund. Og det er mig egentlig en gåde.
Jeg kan ikke tælle på hænderne, hvor mange gange jeg er stødt på gifte mænd i 40’erne, der keder sig så forfærdeligt i deres forhold, at de desperat begynder at skrive til en på Instagram og kigge panikslagent efter yngre kvinder. Eller de forhold, jeg har mødt, hvor de på sociale medier har det skønt og aldrig kunne opnå et dejligere hjem med børn, men hvor realiteterne er helt anderledes, og de ikke har haft en seksuel relation til hinanden i flere år. Men måske er det også en del af ægteskab, og det affinder man sig med?
De forhold, som jeg beundrer mest, er dem, som ikke har fulgt normen og har fundet en vej til den kærlighed og det forhold, der passede præcis til dem. Turdet satse uden at vide, om det lykkedes. Kastet sig ud i noget, som ikke har været vanligt, men som har føltes rigtigt.
Om kærligheden så først blev fundet i det tredje ægteskab, om der er 25 års aldersforskel, om de bor individuelt for sig, om børn ikke skal være en del af pakken – det har været deres egen beslutning og de er gået med det, som der passede ind for dem. Ikke hvad samfundet og normen sagde.
Det kan også sagtens være, det er lykkedes med et klassisk ægteskab, for selvfølgelig er det også muligt. Jeg ville blot ønske, at man i samfundet kunne frigive mere rum til, at kærlighed og parforhold ikke er så rigidt. I en tid, hvor man har markant fokus på perfekthedskulturen, den stigende mistrivsel og hele work-life balancen, så kunne man passende inkludere illusionen om det perfekte forhold, som bidrager til, at facaden krakelerer.
Hos mig, kvinden i 20’erne, jamen der afventer folk. De afventer, at det bliver min tur. Som en Jane Austen-fortælling, hvor man håber at få giftet alle døtrene væk i ønsket om at sikre kvindens position i samfundet. Der er skrevet litteratur om det siden 1700-tallet. Vi kender melodien. Alligevel skal vi genspille den. Men kvindens position i samfundet er sikret med eller uden mand. Så kan de ikke vente på noget andet? Hvorfor skal de vente på noget, jeg ikke engang selv har travlt med at vente på?
At jeg ikke efterspørger manden og lejligheden lige nu, er ikke ensbetydende med, at jeg ikke finder det. Eller at jeg ikke tilstræber det. Men kan mine egne ambitioner om fremtiden og interesser ikke være det, som er omdrejningspunktet for samtalen, og ikke hvem jeg skal slå mig ned med?
Det er, som om vi kvinder i 20’erne, skal lede efter en af de få mænd, der er klar til at slå sig ned og forpligte sig, og så snart der er en, der viser sådan interesse, så bider man på. Man må ikke misse chancen. Måske sidder jeg i den forbindelse også tilbage med en følelse af, at man som kvinde i højere grad skal være et sted i sit liv, hvor man gerne vil slå sig ned, end hvis man er mand. At man sætter et stort spørgsmålstegn ved, at man frivilligt lader muligheden passere. Det er, som om mænd har et større fripas her.
En ældre kvinde sagde forleden til mig, at jeg skulle finde en mand at bo med, for så havde jeg råd til en god lejlighed. Først tænkte jeg ’nå ja, det må jeg hellere’, efterfulgt af et ’hvad med, at jeg bliver færdiguddannet og så selv sørger for, at jeg har råd til den?’. Måske jeg lyder egenrådig, individualistisk og uromantisk. Det synes jeg ikke, at jeg er. Tværtimod er jeg overromantisk, og det kan nærmest være et større problem.
For jeg synes ikke, det er romantisk at slå sig ned, fordi man er bange for at være alene, eller slå sig ned, fordi samfundet har givet en manual til det perfekte parforhold, hvis kilder er baseret på fortidens forfejlede ægteskabspagter. Og det ville jeg komme til at gøre lige nu, skulle jeg følge deres råd. Jeg slår mig ned med en, når jeg ikke kan lade være.
fortsæt med at læse
Newyorkerne er trætte af enpiks-politikken
-
Klumme: »Når det handler om at få et barn med den mand, jeg elsker, er jeg på herrens mark«
-
Jeg tror ikke på glorificeringen af skænderier i parforholdet. Kald det hvad det er: Dårlig kommunikation
-
Miriam Poulsen har i 10 år indsamlet danskernes hemmeligheder til ny bog: »Alle er utro. Alle hader deres arbejde. Alle enten hader eller knalder deres chef«
