21. marts 1960 fandt en af de blodigste massakrer i apartheids historie sted. Sharpevillemassakren. Tusinder af sorte demonstranter var forsamlet foran politistationen i den sydafrikanske township Sharpeville. De protesterede mod de diskriminerende paslove, som begrænsede deres bevægelsesfrihed betydeligt og gjorde dem til andenrangsborgere. Politiet åbnede ild mod de ubevæbnede demonstranter, og 69 blev dræbt, mens omkring 180 blev såret.
Politiet forklarede efterfølgende, at betjentene følte sig truet. Ifølge historikerne Morten Møller og Simon Ankjærgaard havde der kun været enkelte stenkast, men lederen af politistationen udtalte, at »min bil blev ramt af en sten. Når de sorte gør sådan noget, må de lære det på den hårde måde«. Samme leder havde også en mere grundlæggende ide om de sorte, som kunne legitimere massiv magtanvendelse. Han forklarede nemlig, at »de indfødtes mentalitet ikke tillader fredelige demonstrationer. Når de samles, må det nødvendigvis føre til vold«. Den daværende sydafrikanske premierminister, Hendrik Verwoerd, istemte retfærdiggørelsen og lagde hovedansvaret for tragedien på de sorte.
