Min nevøs yngste barn er næsten 16 år. De seneste to-tre år har han ladet sit hår gro længere og længere, og jeg har nogle gange tænkt, at det er, som om han gemmer sig bag det. Til forrige års familiepåskefrokost, da han var 14 år, mødte han så frem i sit nye hverdagstøj: en kort sort nederdel med læg, sorte netstrømper, en løs grå hoodie og et par skriggule ankelsokker.
Det forunderlige var min umiddelbare reaktion: ’Gud, hvor ser han godt ud. Det virker helt rigtigt’, tænkte jeg. Om det her betyder, at han er bøsse eller queer eller trans, eller hvad ved jeg, er totalt ligegyldigt. Det vigtige er, om han hviler i sig selv, og det gør han tydeligvis.
Et halvt år senere var vi til nonfirmationsfest hos hende, for nu havde hun taget yderligere et skridt. Drengenavnet er skiftet ud med Hoodi og pronominerne hun/hendes. Hun havde en smuk sort kjole på, og igen – hun var helt sig selv.
Identitetspolitik er et samtaleemne, der virkelig kan hidse gemytterne op og dele vandene. Sådan var det ikke i 1980’erne, da jeg var ung. Dengang handlede det hele om seksuel orientering – ikke kønsidentitet. Der var heteroerne, bøsserne og lebberne, og så var der dem, der kaldte sig biseksuelle, men her vidste vi jo godt, at de i virkeligheden var bøsser, der bare ikke turde tage hele springet ud af skabet.
Nå ja, og så var der transerne, altså transvestitterne, som i virkeligheden også bare var bøsser, der fik et kick ud af at gå rundt i dametøj. Dem om det!
Indrømmet. Mit verdensbillede dengang var snæversynet, forsimplet og binært. Jeg tror knap nok, at jeg vidste, at der fandtes mennesker, der var transkønnede. Jeg havde så travlt med at gøre opmærksom på mig selv, at jeg ikke ænsede, at der var andre minoritetsgrupper, der også havde brug for at blive set og anerkendt. Groft sagt.
Det skal jeg lige love for, at der bliver lavet godt og grundigt om på i disse år, hvor identitetspolitikken hærger, og den hvide mands privilegier bliver afsløret som det, de er: en social konstruktion.
I mine cirkler er der mange, der ikke tager diskussionerne om kønsidentitet alvorligt. Måske er det et generationsspørgsmål, for jeg oplever tit at ende i en diskussion, hvor jeg som en af de få tager de unges parti og insisterer på, at de har gang i noget vigtigt – selv om heller ikke jeg kan sige mig fri for at mene, at det er over the top, hvis vi skal til at sige ’hen’ og bruge flertalspronominer om enkeltpersoner. Her er det nu nok mest sprognørden i mig, der protesterer.
Jeg tænker tilbage på mig selv som 14-årig og prøver at forestille mig, hvordan mine forældre – især min far – ville have reageret, hvis jeg var dukket op i nederdel og netstrømper til en familiefrokost. Men det er en fuldstændig utænkelig situation.
Det er måske ikke så mærkeligt, for Hoodi og jeg er og var 14 år i to meget forskellige verdener. Mens jeg traskede rundt i en lille stationsby på Bornholm og havde et fjernsyn med en enkelt kanal og bøgerne på det lokale bibliotek som mine vigtigste inspirationskilder, giver hendes online-virkelighed hende i dag adgang til hele verden med et par tastetryk. Hun kan så let som ingenting bevæge sig ind i og ud af både virkelige og virtuelle verdener, som kan inspirere hende og give hende kontakt med ligesindede på tværs af landegrænser.
Vi er fælles om at have en fantasi og nogle lyster. Hvad der foregår i Hoodis indre verden, ved jeg ikke. Men som dreng kunne min egen fantasi til tider være livlig og ret så feminin. Jeg brugte i perioder timer foran spejlet i min søsters chatol, når hun ikke var hjemme, og den fik ikke for lidt med læbestift og anden kosmetik, når jeg kunne se mit snit til det.
Der var også en aften, hvor jeg var alene hjemme og hentede mors lange kjoler ned fra det øverste skab, hvor de lå pakket sammen i store papæsker. Og så gik jeg ellers rundt i stuerne i lange kjoler og højhælede sko og fik et kick ud af det.
Og så var der de hemmelige eftermiddage hjemme hos min legekammerat Torben, hvis storesøster havde 21 strutskørter, som hun brugte til at få nederdelen til at bruse sværmerisk om hendes krop – lidt ligesom balletskørterne i en Bournonville-ballet. Dem elskede Torben og jeg at lege med, og vi svansede rundt oppe på loftet med strutskørter på, når vi var alene hjemme. Vi var godt klar over, at det her var ikke noget drenge gjorde, men vi kunne ikke lade være.
Når jeg ser på Hoodi og det liv, hun er i fuld gang med at folde ud, bliver jeg varm om hjertet – og også lidt stolt. De klassiske kønsroller har alle dage været en spændetrøje, og det kræver mod og stor styrke at gå op imod dem. I dag ser jeg de transkønnede som frontløberne i den frihedskamp, og vi kan lære meget af dem, hvis vi tør lade os inspirere.
Jeg har selv altid haft lysten til at lege med det feminine, og jeg ville ønske, at jeg dengang havde haft modet til at gøre, som de unge gør i dag. Men det havde jeg ikke. Dengang gjorde jeg alt for at være ’normal’.
Selvfølgelig skulle jeg have taget det ekstra hop med og lukket op for mine feminine sider, da jeg sprang ud som bøsse. Men nej tak! Jeg skulle ikke være fisselette, hvad mange af BBF’erne ude i Bøssehuset ellers var og gjorde en kønspolitisk dyd ud af.
Kun én gang slog jeg for alvor gækken løs, og erindringen om den oplevelse bekræfter kun, at jeg skulle have været mere modig. Det var til et af de store pinsekarnevaller i København i 1980’erne, og Michael, Peter og jeg havde besluttet at give den gas som frække rengøringskoner. Året før havde vi haft stor succes på Højbro Plads, hvor vi var klædt ud som De tre små kinesere. I år skulle det være en tand vildere, og vi røg os godt skæve, inden vi gik på gaden.
Vi havde alle tre spraglede 50’er-konekitler på med små runde metalbageforme syet på som bryster. De giver en god lyd, når man banker på dem med en grydeske. Michael havde en skurebørste skjult under forklædet. Den dukkede vulgært frem, når han løftede det. Under Peters forklæde skjulte der sig en banan, som fik rejsning, når han løftede det. De to var overdrevent sjofle, mens de gik og hængte vasketøj op på en lang snor, som vi fik nogle fra publikum til at holde.
Selv var jeg selvfølgelig snerpen. Hende med højrød læbestift, hektiske kinder og vidtåbne øjne, som løb forvirret rundt med en kost og fejede op efter de andre, mens hun råbte: »Ja, jeg fejer for min egen dør«.
fortsæt med at læse
Der er ingen modsætning mellem at være homoseksuel og kæmpe for et frit Palæstina
-
Signatur: Jeg afviste at holde min kæreste i hånden i min barndomsby. Nu skammer jeg mig
-
Når du skal have barnet til lægen, får du koldsved. Når du tager dit barn med på ferie, er det endnu værre
-
Direktør for Klub Venus: Jeg kunne ikke få orgasme med min partner. Men så opdagede jeg noget, der var nyt for mig
