Det er op ad bakke at være på det københavnske datingmarked, hvor det til tider føles, som om der florerer en brug-og-smid-væk-mentalitet. Jeg oplever ofte at blive forbavset over manglen på omtanke, der kan være i mødet med et nyt menneske. Det gælder især, hvis man er kommet så langt, at man har lavet en aftale om en date eller allerede har været på én.
For at komme med nogle konkrete eksempler er jeg blevet holdt hemmelig, blevet ghostet utallige gange, har oplevet, at mænd har løjet sig yngre, er blevet smidt ud klokken 4 om natten uden varsel, hørt »jeg elsker dig«på første date, sovet i senge uden sengetøj, og jeg kunne blive ved. Der er altså nogle ting, vi godt kunne blive bedre til, når det kommer til dating.
Før jeg vender mig helt på vrangen, skal det tilføjes, at jeg også har haft gode oplevelser, hvad enten det var via dating-apps eller på den gammeldags facon. Jeg har positive erfaringer med både casual sex og længerevarende romantiske relationer og nyder også fleksibiliteten, der er i dating, som det er i dag. Men alle indgangsvinkler til dating skal kunne rumme, at vi behandler hinanden ordentligt og med respekt.
Jeg har spurgt mig selv: Er det mig, der vælger de forkerte mænd? Men jeg har datet musikeren, sabbatårsmedarbejderen, softwareudvikleren, den unge filmskaber, økonomen, psykoterapeuten, skuespilleren und so weiter. Og min erfaring siger mig, at der ikke er en specifik type, der opfører sig dårligt i datingarenaen. Det er noget, man kan komme ud for, uanset hvem man sidder over for. Muligvis har jeg ikke altid været lige heldig, men mine oplevelser er ikke særtilfælde. Mine veninder nikker genkendende, når jeg fortæller om mine dates, og kan ivrigt supplere med historier af samme surdej.
I lang tid har jeg taget mig selv i at slå mine følelser hen, når jeg skulle fortælle om mine dates. Det skulle helst lyde nonchalant og en smule henkastet. Mit gæt er, at det handler om, at det er svært at vise, hvis jeg er blevet skuffet over en date. Jeg frygter, at nogen ville sige: »Men det er jo bare sådan, det er derude, det er Det Vilde Vesten«. Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at det ikke også har handlet om stolthed, men det frustrerer mig, at det er så svært at være ærlig, særligt når det er mine nærmeste veninder, jeg snakker med.
Heldigvis ser de igennem mine parader, og så kan vi svøbe os ind i dyner, høre Carole King og glæde os over, at vi har hinanden. Men mens jeg ligger dér, kan følelsen stadig være tung, når jeg tjekker telefonen, og der på tredje døgn ikke er kommet svar.
Ét er daten, og hvordan den forløber, men i mange tilfælde synes jeg, at det er rammerne omkring den, der afgør, hvor ondt i maven man kan få. Lad mig være lidt konsekvent og sætte det op sådan: Hvis du hiver mig med hjem, så må du også svare på min tak-for-i-går-besked den følgende dag. Jeg synes ikke, det er for meget at forlange at få svar på sin besked inden for rimelig tid, hvis man har mødtes. Og jeg synes i det mindste, at man kan give en ordentlig afvisning, og at den afviste bør modtage den ordentligt.
Desværre er det helt normalt at blive ghostet i stedet for at få en konkret afvisning. Jeg genkender skuffelsen og frustrationen hos mine veninder, når de er i samme situation. Det frustrerende er ikke, at vedkommende ikke vil ses igen, men at det kan virke, som om man ikke er en besked værdig.
Jeg taler tit med mine veninder om, hvor svært det er at vise følelser eller begejstring for den, man dater, af frygt for at vedkommende forsvinder uden forklaring. Min gode ven sagde til mig: Hvis du rent faktisk kan lide ham, så skal du ikke vise det, fordi så er han allerede over alle bjerge.
Men hvorfor skal det være sådan?
Det har været en lang proces, men jeg er heldigvis et sted nu, hvor jeg godt kan give udtryk for, hvad jeg vil, og hvad jeg føler. Jeg har lært meget om grænsesætning og er kommet nærmere, hvilke mennesker jeg har lyst til at lukke ind i mit liv, og jeg har ikke lyst til at være involveret – hverken i et onenightstand eller i en længerevarende relation – med en, som hverken kan svare på en besked eller opføre sig ordentligt på en date. Desværre er det som regel først noget, man finder ud af, når det er sket. Og derfor tænker jeg stadig over, hvor ærgerligt det er, at der ikke lægges mere energi i, at vi behandler hinanden godt.
Måske er det fuldstændig naivt at tro, at vi kan ændre nogen af de her rammer for, hvordan vi dater. Måske ville det kræve, at halvdelen af hovedstaden gik i terapi. Men jeg bliver nødt til at holde fast i, at der burde være mere ømhed, når vi er intime med hinandens kroppe og følelser, også selv om det bare er et onenightstand. At der burde være mere omtanke, og at man må øve sig i at give det ekstra skud energi, det kan kræve at skrive: »Hey, ja, tak for i går, det var hyggeligt. Men jeg må desværre sige, at jeg ikke er dér, hvor jeg har lyst til at ses igen«.
Jo bedre stil man selv har i de her situationer, desto lettere ryster man også de dårlige oplevelser af sig. For de vil uundgåeligt komme. Og når det sker, er det bedste, man kan gøre, at have sit på det rene og anerkende sine følelser for, hvad de er: valide.
fortsæt med at læse
