I den seneste debat om, hvorfor vi får færre børn, bliver der diskuteret mange interessante emner: De kvinder, der simpelthen ikke har lyst til at få børn. Infertilitet. Uligheden i, at mange med lavindkomster ikke længere får så mange børn, som de gjorde engang. Denne generations pessimisme i forhold til fremtiden. Og meget mere. Men vi har kun snakket meget lidt om, hvordan vi egentlig har indrettet samfundet for forældre.
På papiret burde jeg selv være klar til at få børn: Jeg er 28 år, min kæreste og jeg har været sammen i snart 10 år, og vi er begge kommet godt i gang med vores første voksenjobs efter lange videregående uddannelser. Derudover vil vi faktisk også gerne have børn, så hvorfor dropper vi ikke præventionen og kommer i sving?
