Jeg har i mange år af min ungdom brugt Instagram som en form for scrapbog, et sted, hvor jeg har underholdt mine følgere med mine op- og nedture i de nådesløse start 20’ere. Da jeg oprettede min profil, var jeg et håbløst sted i mit liv, og jeg havde brug for hurtig og nem anerkendelse. Bingo.
For nogle år siden var jeg så til et arrangement, hvor jeg mødte en perifer bekendt. Han insinuerer, at han kan se, at det går fuldstændig formidabelt for mig - både arbejdsmæssigt og privat. Sandheden er den, at jeg lige havde været i en periode, hvor jeg havde arbejdet omtrent 60 timer om ugen og balsameret mig selv i alkohol næsten hver aften, bare for at kunne mærke lidt. Jeg spørger, hvad han egentlig vurderer det ud fra, hvortil han svarer: Instagram. Jeg gøs og følte mig afsløret. Jeg skulle stå til regnskab for min uduelige internetpersona, som var så langt fra mig.
