Hvis man har befundet sig i en af landets store byer de seneste uger, har man ikke kunnet undgå de store busser med mørklagte ruder og buldrende højttalere eller de overfyldte ladvogne med kvinder, der fragter deres veninder rundt iført lyserøde bånd, med teksten ’Bride to be’.
Det er polterabendsæson, og i disse dage samles vennegrupper om de kommende brude og brudgomme for at fejre, at de snart er bundet på hænder og fødder i ægteskabets forpligtelse.
Sidste weekend endte jeg ved en tilfældighed midt i et polterabend på hjul. Jeg stod lørdag aften under en markise på Enghave Plads sammen med en veninde, da en kæmpe partybus rullede ind foran cocktailbaren ved siden af. Bassen bankede derudad, og Artigardit flød ud gennem de åbne udgange.
Omkring femten mænd i hvide skjorter og i højt humør væltede ud af bussen, og summa summarum: Vi ender med at takke ja, da nogle af mændene spørger, om vi vil med.
Vi skiller os markant ud som unge kvinder i 20’erne, omkring ti år yngre end mændene, som straks sender store fadøl og cocktails vores vej.
Vi brager ud ad Vesterbrogade, vi har en fest og griner, snakker og drikker sammen med mændene, som alle er gode venner med gommen.
De fortæller, at de havde kørt byen tynd, været på cocktailkursus, dykket i våddragter og løbet ølstafet.
Næste stop er Langelinie, og pladsen er fyldt med partybusser, det her er åbenbart polterabend-mayhem. Vi er stadig de eneste kvinder. Efter fem minutters pause bliver vi igen smidt ind i bussen, men denne gang kører vi ikke.
Lige så langsomt går det op for os, hvad det er, der skal til at ske. Mændene begynder at huje, der bliver sat en klapstol op i ståpladsområdet, og gommen bliver placeret på stolen, med spredte ben.
»Er I klar på noget strip?«, bliver der råbt. En kvindelig stripper vælter ind gennem fordøren, og de næste ti minutter bliver gommen afklædt, pisket og fingeret kvalt med sit eget bælte. Stripperen gnider sig op ad ham, mens hun gradvis tager alt sit tøj af. Han er tydeligt voldsomt opstemt, han holder på hendes nøgne røv, mens hun rider ham.
Det er et vildt show, og det ender med, at hun placerer sit nøgne underliv oven på hans ansigt, mens han ligger ned. Da showet er slut, står gommen tilbage halvnøgen, indsmurt i pornosperm, fuldstændig oppe at køre. Alle mændene bifalder ham.
Tilbage sad jeg med en overvældende følelse af hykleri. Når jeg spurgte ind til, hvad mændene syntes om konceptet, fik jeg at vide, at det var tradition, at sådan var det bare, at sådan havde det da også været til deres polterabend sidste år, og de var altså lykkeligt gift, skulle jeg vide.
Selv om vi i dag har en bredere forståelse for, at utroskab kan være mere end et knald til en julefrokost, er det, som om strippere ved en polterabend går under radaren. Jeg spurgte mange af mændene, om bruden vidste, hvad der foregik, og med et smil på læben sagde de, at det gjorde hun absolut ikke, og at det var et fælles ærinde at holde det hemmeligt for hende. Tys-tys, sagde de og blinkede med øjet.
Denne idé om, at polterabenden skal være et sidste farvel til friheden for ungkarlen, skaber en diskurs om, at mændene ’bindes’ til de kvinder, de selv har friet til – som om det er synd for dem.
Der må jeg bare sige, at det synes jeg virkelig ikke, det er. De fleste par har en klar konsensus om, hvordan man opfører sig respektfuldt over for hinanden, og det er stadig et fåtal af danskere, der lever i polyamourøse forhold. Derfor kan jeg simpelthen ikke forstå, at der selvfølgelig skal være en stripper til polterabenden, og at vi selvfølgelig alle sammen er med på at holde det hemmeligt for gommens kommende hustru. For hvis det virkelig bare var en tradition, hvorfor må vi så ikke snakke om det?
Den indbyrdes tavshed og mændenes beslutning om at holde hånden over gommen er voldsomt problematisk. Ved som kutyme at inkludere en stripper i polterabenden bliver det implicit accepteret, at mænds seksuelle udfoldelse og nydelse kan legitimeres, selv om det strider imod de regler og løfter, som man bygger sit forhold på.
Det underminerer tilliden i vores indbyrdes relationer og forstærker ideen om, at mænds handlinger i de lukkede fællesskaber er konsekvensløse.
Det er nødvendigt at spørge, hvilken slags respekt og ærlighed dette signalerer over for de mennesker, de elsker og respekterer, og hvilke byggesten det lægger for det fremtidige forhold, de skal til at indgå i.
Som en del af en yngre generation, der ikke forventer at skulle giftes snarest, håber jeg, at vi, når min tid kommer, kan have en mere åben samtale om polterabender og vores grænser for, hvad der er acceptabelt, både som brud og brudgom.
Folk skal have lov til at sige farvel til friheden, som de ønsker – også med en stripper på skødet – men det er vigtigt, at vi kan føre en åben dialog om det.
Hvis traditionen er hemmelig, er det måske tid til at genoverveje, hvad vi egentlig fejrer.
fortsæt med at læse
